Inspiration til din tilbygning
Overvej dine behov nu og i fremtiden
Der er meget, du skal overveje før du bygger til: Placering, størrelse, materialer osv., og det er derfor vigtigt at du skaber dig et overblik over hvor, hvad og hvordan, før du går i gang. Begynd med at overveje lige netop dine behov, som situationen ser ud nu, og om behovene er de samme om 5 eller 10 år. Måske kan de børneværelser, du bygger til nu, bruges som stue eller gæsteafdeling, når børnene er flyttet hjemmefra.
Planlæg tilbygningen til fremtiden
Med lidt snilde, kan et fremtidsscenarie også bygges ind i boligens udvidelse, så den kan laves om, uden store omkostninger, i løbet af de kommende år. Overvej nøje hvor meget plads du har brug for, og planlæg, hvordan den ekstra plads skal indrettes. i denne guide får du inspiration til hvordan du griber planlægningen af din tilbygning an.
Overvej placeringen af tilbygningen
Din nye tilbygning kommer til at påvirke hjemmets funktionalitet og udseende. En uheldig placering kan f.eks. betyde, at der er andre dele af huset, der bliver mørklagt. Gå i det kreative hjørne, og find smarte løsninger til, hvordan du kan trække mere dagslys ind i din bolig. Test forskellige placeringer af tilbygningen og overvej hvordan den vil påvirke husets eksisterende lysindfald. Lav samtidig en liste over fordele og ulemper ved de forskellige placeringer.
Husk dine uderum
Og husk nu dine udendørsrum! De gode varme pletter. hvor du nyder hyggelige morgenstunder og grillaftener med naboerne, skal ikke glemmes. Lad ikke din tilbygning snuppe værdien af hverken de gode udendørs eller indendørs rum. Skal du bruge mange kvadratmeter, kan en ny 1.sal være svaret. En 1. sal freder haven, og kan i nogle tilfælde være billigere.
Få flow og funktionalitet mellem nyt og gammelt
Sæt fokus på at skabe et effektivt flow igennem din eksisterende bolig til tilbygningen. Undgå lange gangforbindelser. Giv gangarealerne en funktion og tilfør dem en værdi. Kan der bygges opbevaring ind i væggene – eller skal der etableres et multirum i stedet? Tilbygningen skal gerne øge værdien af dit hus, så du kan hente investeringen hjem igen, hvis du senere skal flytte. Dog skal den også give dig glæde i dagligdagen de næste mange år. Forestil dig ganglinjerne fra den eksisterende bolig til tilbygningen, og tegn dem på din skitse. Hermed kan du se, hvilken effekt det ændrede flow kommer til at have på huset. Giv dig tid til at prøve at skitsere de forskellige løsninger og hold dig i første omgang ikke tilbage!
Tag også stilling til tilbygningens udtryk. Skal den fremstå som en del af det eksisterende hus, med samme materialer og tagform eller stå i kontrast, hvor der bevidst vælges et andet facade- og materialeudtryk.
Det kan betale sig at give koblingen mellem de eksisterende og fremtidige boligarealer en del opmærksomhed. Undgå at støde den nye og den gamle bygningsdel direkte sammen, og få i stedet adskilt dem med f.eks. et vinduesparti. Denne overgang kan aktiveres, ved at gøre den til en fungerende del af huset, som f.eks. legerum eller bibliotek.
Overvej rummelighed
Når du tegner din tilbygning, har du få elementer at lege med. Den rigtige sammenblanding af disse elementer kan give en kæmpe værdi – både rent økonomisk – men også i boligens daglige brug. Løfte, gulve, vægge, trapper, skorstene etc. kan placeres forskelligt i forhold til hinanden. Lav f.eks. en prøve med at flytte loftet højere i det ene rum – og se hvad der sker. Det kan være at der lige pludselig opstår et flot lysindfald – eller plads til en hems mm. Hvad vil en niveauforskel i gulvet give rummet? Det er klart, at der for hvert krumspring der tages, så koster det en lille smule mere – men det kan godt være, at det lige præcis er her, ønskerne om drømmeboligen bliver opfyldt.
Få mere dagslys i din bolig
Dagslys gør dig glad! Benyt dig af det! Lyset spiller en væsentlig rolle for, hvordan du oplever rummet som helhed. Benyt til- eller ombygningen til at forbedre dagslyset i hele dit hjem. Lyset kan optimeres på mange måder. Få gode råd til bedre dagslys i din bolig i vores guide til dagslys lige her. ( link til dagslys artikel)
Dagslys giver bedre velbefindende, varme og mindsker behovet for kunstig belysning.
Få styr på lyden
Lyd er luftbårne trykbølger, som måles i decibel (dB). Er efterklangstiden for lang, vil det være ubehageligt at opholde sig i rummet. Akustikken/efterklangstiden i et rum kan beskrives som den tid, det tager, før lyden dør. Altså hvor længe lyden bliver hængende i rummet. Forsøg dig med at klappe i hænderne, og læg mærke til om lyden forsvinder med det samme, eller om den bliver hængende. Vil du gøre noget for lyden, kan der inkorporeres lydabsorberende flader i din tilbygning, som f.eks. akustikplader i loftet, bløde tæpper og sågar beplantning. For at få mest ud af din tilbygning er det vigtigt, at lydbilledet designes i planlægningsfasen.
Overvej nøje dit valg af materialer
Hvilke materialer vil du bruge til din tilbygning? Skal det være en tilbygning i træ, eller i mursten? Skal materialerne stå i kontrast til det eksisterende hus, eller skal de skabe en sammenhæng med din nuværende bolig?
Når du skal vælge materialer til din tilbygning, skal du overveje faktorer som f.eks.
- Holdbarhed – Hvilket materiale holder længst? Er det mursten eller træ? Eller noget helt tredje?
- Vedligeholdelse – Er du mest til træ eller alu: malerpensel eller karklud? Hvor meget tid er du villig til at bruge på vedligeholdelse? Og hvor mange af de materialer der bliver markedsført som vedligeholdelsesfrie, er virkelig netop det?
- Økonomi – Hvilket materiale er billigst, og hvilket er dyrest? Hvilket materiale ville stemme bedst overens med det udtryk du havde tænkt til din tilbygning?
- Bæredygtighed – Overvej hvordan materialerne bliver produceret, og hvordan de bliver afskaffet, når de skal fornyes. Er det en grøn beslutning? Hvor meget kan bruges af de t eksisterende materiale på stedet?
- Planlovgivning – Er der bestemmelser i kommune- eller lokalplanen, der gør, at du ikke må bruge et bestemt materiale?
Hvordan går du i gang? Tjek vores tilbygningsguide, (Link til “Tilbygningsguide”) eller kontakt os for mere information.
Hvad kommer det til at koste?
Prisen på din tilbygning afhænger af mange faktorer, som bl.a. materialevalg mm. Få mere information om hvad din tilbygning kommer til at koste her. (Link til artikel “Hvad koster en tilbygning”)